Praktikplads

Praktikcentret er fyldt med muligheder

Har du overvejet at starte på en erhvervsuddannelse men droppet det, fordi du er bange for, at du ikke kan finde en praktikplads?

Fremtidens Maritime Håndværker tog forbi TECs Praktikcenter i Ballerup, for at høre om mulighederne, hvis man ikke finder en praktikplads med det samme.

Få de samme kompetencer som hos en virksomhed 

Når man træder ind på Praktikcentret, bliver man mødt af et stort værksted, hvor der er mennesker med en masse forskellige kompetencer. Praktikcentret minder meget om, at være i praktik hos en virksomhed. Der er faste mødetider og lærlingene skal igennem en masse ting, så de får de samme kompetencer, som en der har været i praktik hos en virksomhed.

Man bliver dog ikke mødt af mange elektrikere. Af de 55 elever på elektrikeruddannelsen, er kun to på Praktikcentret, og det er kun fordi, de skal på skole igen om lidt. En del af eleverne starter på Praktikcentret, men færre en 10 % af dem slutter der. De er nemlig super dygtige til at finde praktikpladser til eleverne på Praktikcentret.

Gode muligheder for at finde en praktikplads

Grunden til at de er så gode er, at der er tilknyttet en masse konsulenter og instruktører, der har til opgave at skaffe praktikpladser til eleverne. Derfor er det vildt ærgerligt, at nogle elever vælger Praktikcentret fra.

Praktikcentret, instruktørerne og konsulenterne har et fedt netværk af virksomheder i de forskellige brancher, hvilket gør det meget nemmere for dem at finde en praktikplads. Men eleverne skal selvfølgelig stadig være aktivt søgende.

Tør du lave ting til tigerne?

Smedene på Praktikcentret har lavet nogle ret seje ting. Hvis du tager et smut i zoologisk have, kan du faktisk se deres arbejde. Eleverne har lavet stativer til tigerne og bavianerne, hvor der kan hænges mad op i. Det er ret fedt!

Endnu federe er det, at der næsten ikke er nogen smedelærlingene i Praktikcentret – de er nemlig i praktik hos virksomheder. Virksomhederne står på venteliste, for at få en lærling ud. Derfor er det en super god ide, at starte på Praktikcentret, hvis man ikke selv finder en praktikplads.

Hvad hvis man ikke finder en praktikplads?

Selvfølgelig er der nogen, som ikke finder en praktikplads hos en virksomhed, men det skal man ikke frygte. Det er ikke en stopklods, at være i praktik på Praktikcentret i stedet for hos en virksomhed. Man lærer det samme, og man får derfor de samme kvalifikationer.  

Desuden kan man sagtens finde et arbejde, når man færdiguddannet. Der er lav ledighed blandt mange erhvervsuddannelser, og der er brug for dygtige håndværkere. Så overvej lige erhvervsuddannelsen er ekstra gang

Du kan læse mere om TECs Praktikcenter her

 

 

Kom og få indflydelse på analyse i FMH

Vi er i Fremtidens Maritime Håndværker i øjeblikket i gang med at udarbejde en vigtig og spændende analyse i samarbejde med Oxford Research. Analysen nærmer sig nu afslutningen. Partnere og interessenter i projektet er derfor blevet inviteret til workshop, for at komme med kommentarer til analysen og få indflydelse på det endelige resultat. Workshoppen finder sted den 15. august 2016.

Formålet med analysen

Først og fremmest har analysen til formål at lave en kortlægning af den maritime industri og servicevirksomhed. Desuden skal analysen undersøge, hvilke kompetencer den maritime industri og servicevirksomhed efterspørger hos elever og lærlinge fra erhvervsskolerne. Dette vil blandt andet skabe et indblik i, hvordan erhvervsuddannelserne bedre kan målrettes til det maritime erhverv.

Da et af målene for projektet også er at oprette 200 flere praktikpladser hos den maritime industri og servicevirksomhed, vil analysen undersøge praktikpladssituationen og den maritime industri og servicevirksomheds syn på, hvad en maritim håndværker er og hvad en maritim håndværker skal have af særlige kompetencer.

Workshop hos M/S Museet for Søfart

Til workshoppen vil Oxford Research præsentere det første udkast til den endelige rapport. Deltagerne af workshoppen vil få mulighed for at komme med kommentarer og udtalelser omkring resultater og problemstillinger, der præsenteres til workshoppen. Det er derfor en stor mulighed for at kunne få indflydelse på den endelige rapport.

Oplev verden mens du studerer – praktik i udlandet

Foto: Christina Haugaard

Foto: Christina Haugaard

Ved du, hvad din plan er, når du er færdig med folkeskolen? Kunne du godt tænke dig at gå i skole i udlandet, men vil du også gerne begynde direkte på din uddannelse? Hvis du vælger en erhvervsuddannelse, kan du gøre begge dele på samme tid. Du kan nemlig tage praktik i udlandet!

Vigtig viden

Når du er i gang med din erhvervsuddannelse, skal du flere gange i praktik hos en dansk virksomhed. Men du har faktisk også muligheden for at tage et praktikophold i udlandet. Hvis du synes, det kunne være sjovt, kan du både tage praktikken gennem din danske praktik virksomhed, men du kan også selv lave en ansættelsesaftale med en udenlandsk virksomhed. At tage et praktikophold i udlandet er, hvad der kaldes en PIU-ordning, og det kan du læse mere om her.

Når du endelig har alt det praktiske på plads, så venter der en masse sjovt og spændende. Du skal nemlig vælge, hvor i verden du gerne vil hen. Faktisk kan du tage næsten lige derhen i verden, hvor du gerne vil! Du skal selvfølgelig også være opmærksom på, at der kan være forskel på erhvervsuddannelserne fra land til land.

Kænguruer eller fodbold i fritiden?

Hvilket land vælger du så? Har du lyst til at bo i Australien, hvor du slipper for vinterjakken og kan kigge på kænguruer i din fritid? Eller er du helt vild med fodbold og synes det kunne være fedt at se Premier League kampe i weekenden? Så kan du jo overveje praktik i England. Det kan også være, du bare elsker spansk mad og at slappe af på stranden, så skal du måske tage til Spanien.

Udover en masse sjove og spændende oplevelser, er det også noget, som virksomhederne kan se en masse fordele i. At tage ud i verden viser nemlig en masse selvstændighed og mod. Desuden kommer du til at øve dig en masse i engelsk og derfor får du nogle rigtig gode sproglige kompetencer, som ikke kan læres i et klasselokale. Det er en kæmpe fordel, hvis du vil arbejde i en maritim virksomhed, da Det Blå Danmark er det mest globaliserede og succesfulde erhverv i Danmark! Hvis du synes, at praktik i udlandet lyder spændende, kan du se nogle film fra andre, der har været afsted her.

Er du lidt sejere end dine venner?

Foto: Morten Holtum

Foto: Morten Holtum

Du har sikkert læst alt muligt om, hvilken fremtid der venter dig efter en uddannelse. Det er selvfølgelig vigtigt at vide, da det er sjovere at tage en uddannelse, når du har en gulerod for næsen (okay, måske noget bedre end en gulerod). Men det er også vigtigt, at vejen til målet er sjov – og det er den, hvis du tager en erhvervsuddannelse.

Er du skoletræt?

Hvis du går i folkeskolen, så er du vant til, at der altid er en masse lektier, der skal læses, og opgaver der skal skrives. Hvis du starter på en gymnasial uddannelse, er det lidt det samme – der er en masse, der skal læses, skrives og afleveres. Det er der selvfølgelig også på en erhvervsuddannelse, men det er stadig meget anderledes.

På en erhvervsuddannelse kommer du til at veksle mellem skoleophold og praktik hos en virksomhed. Under skoleopholdet er din undervisning vekslende. Du skal have helt almindelig undervisning, som du kender fra folkeskolen, men du kommer også til at arbejde med ting, du sikkert aldrig har hørt om før. Det giver dig nogle særlige kompetencer, som ikke alle andre kan blære sig med.

Så en dag i skole på en erhvervsuddannelse kan byde på fag, som matematik og dansk. Men ofte bliver man lidt træt i hovedet efter at have koncentreret sig om underlige regnestykker. Så er det fedt, at du skal have fag på et værksted, hvor du skal løse praktiske opgaver. Det er faktisk en meget sjovere måde at gå i skole på!

Kræver mere af dig

Du skal være klar på en masse udfordringer, hvis du gerne vil tage en erhvervsuddannelse. Når din praktikperiode starter, skal du til at opleve den virkelige verden. Du vil ikke blive set som en studerende her – du skal møde til tiden og knokle som alle andre medarbejdere i virksomheden. Men tænk lige over, hvor meget du så allerede kan, når du er færdig med din uddannelse? Det er altså ikke noget, alle dine venner kan sige.

Det er helt vildt fedt at være ude i praktik. Du kommer til at lære en masse ting, men på en helt anden måde end hvis du bare sidder på en stol i skolen. Du får kompetencer, som du ikke kan læse dig frem til i en bog. Og så skal du selvfølgelig ikke glemme, at du får løn under uddannelsen! Til sidst er det vigtigt at nævne, at du kommer til at møde en masse sjove, nye mennesker. Hvad siger du, er du lidt sejere end dine venner?

Fremtidens Maritime Håndværker vil skaffe 200 praktikpladser

Flere frygter, at de ikke kan få en praktikplads, hvis de starter på en erhvervsuddannelse. Derfor vælger flere desværre også uddannelsen fra. Sådan bør det ikke være, da der stadig er mange muligheder.

Muligheder for praktikplads

En af de muligheder der findes, hvis du ikke kan finde en praktikplads, er at tage i skolepraktik. I en skolepraktik kommer du til at arbejde i nogle specielle værksteder, som findes på skolen. På den måde får du stadig erfaring med dit håndværk under din uddannelse.

Selvom du måske starter i skolepraktik, fordi du har svært ved at finde en praktikplads, så betyder det ikke, at du nødvendigvis skal være i skolepraktik resten af tiden. Skolepraktik er en slags buffer, som sikrer dig, at du kan tage den erhvervsuddannelse, du ønsker. Hvis du under din uddannelse får en virksomhedspraktik, så kan du sagtens skifte til det i stedet.

200 nye praktikpladser i Det Blå Danmark

Et af målene for Fremtidens Maritime Håndværker er at skaffe 200 nye praktikpladser hos maritime virksomheder. Der findes rigtig mange store og spændende virksomheder i Det Blå Danmark, og derfor er der endnu flere fordele ved at tage en maritim erhvervsuddannelse.

En maritim erhvervsuddannelse er en almindelig erhvervsuddannelse, hvor du blot vælger at tage din praktik hos en maritim virksomhed. Det giver dig nogle særlige kompetencer, som er rigtig vigtige for Det Blå Danmark. Et arbejde i Det Blå Danmark betyder desuden ikke, at du skal arbejde på et skib – der findes masser af jobs til lands!

LÆS MERE: Et hav af muligheder – hvad venter du på?

Praktiksøgende skal søge bredere

Faktisk viser en undersøgelse, at det ikke kun er manglen på praktikpladser, der er et problem. Mange af de elever, der skal søge en praktikplads, søger ofte for smalt eller giver for hurtigt op. Eksempelvis ses det, at nogle giver op allerede efter at have fået enkelte afslag.

Et andet problem er, at det ikke er alle, der er villige til at skulle rykke sig, for at få den rette praktikplads. Det kan være nødvendigt at bruge lidt tid på transporten, men hvis det betyder at man kan finde en praktikplads, er det det værd.

Artiklen finder du her

Et hav af muligheder - hvad venter du på?

Hos Projekt Fremtidens Maritime Håndværker, fokuserer vi på de maritime erhvervsuddannelser. Men hvad er en maritim erhvervsuddannelse egentlig? Og hvad vil det sige at være en del af Det Blå Danmark?

Til lands og til vands

Det Blå Danmark er en betegnelse, der bruges til at samle alle de maritime og søfartsrelaterede virksomheder og erhverv, der findes i Danmark. Dette indebærer blandt andet store rederier, uddannelsesinstitutioner og industri- og servicevirksomheder, som leverer udstyr og service til skibe.

Faktisk er Det Blå Danmark det mest succesrige og globaliserede erhverv i Danmark. Derfor er der også brug for nogle dygtige og højtkvalificerede medarbejdere. Mange af disse medarbejdere har en erhvervsuddannelse som eksempelvis smed eller elektriker.

LÆS MERE: Smedeuddannelsen: Kan du bruge både hænder og hoved?

At arbejde i Det Blå Danmark betyder ikke, at man skal arbejde på et skib. Der findes mange store maritime virksomheder, hvor medarbejderne arbejder til lands. Og der er brug for mange virksomheder. Afhængigt af hvor stort et skib, der skal leveres udstyr til, kan der være mellem 1.000 og 2.500 virksomheder, som hjælper med det.

Skal du lave motoren til verdens største skib?

En maritim erhvervsuddannelse er en erhvervsuddannelse som eksempelvis industritekniker, automatiktekniker, smed og elektriker. Herefter får du en praktikplads hos en maritim virksomhed, så du netop opnår de kompetencer, der er brug for.

Noget at det kan man komme til at arbejde med, er at udvikle udstyr og dele til brug på skibe. Det kan eksempelvis være dele til motoren. Man Diesel & Turbo, som er en stor dansk maritim virksomhed, har været med til at lave motoren til verdens største containerskib!

FUN FACT: Hvis du går hele vejen rundt om skibet, har du næsten gået en kilometer, da skibet er 400 meter langt og 59 meter bredt. Det betyder også, at den næsten er fire fodboldbaner lang.

Man får en god løn, når man arbejder i Det Blå Danmark. Ser man på den gennemsnitlige løn for en medarbejder i Det Blå Danmark, er den højere end gennemsnittet for alle beskæftigede i Danmark. Der er altså mange gode grunde til at arbejde i den maritime branche.

Der er brug for dig

I Danmark er der rigtig mange mennesker, der arbejder i den maritime branche. Faktisk er der ansat omkring 115.000 mennesker i Det Blå Danmark – enten direkte eller indirekte. Af alle dem har 40 procent en erhvervsuddannelse.

Desuden er Danmark en af verdens største shipping nationer, så det er en rigtig vigtig del af Danmark. Du kan både komme til at arbejde på land og til vands. Hvis du synes, det kunne være spændende at sejle, kan du tage maskinmesteruddannelsen eller videreuddanne dig til maskinmester, efter du har taget en af de andre maritime erhvervsuddannelser.

Uanset hvad har Det Blå Danmark hårdt brug for dig! Det forventes, at der om fire år vil mangle hele 20.000 medarbejdere inden for jern- og maskinindustrien, og mange af disse er ansatte i den maritime industri. Så med en maritim erhvervsuddannelse kan du forvente god løn, masser af muligheder og et fedt job! Hvad venter du på?